42095897_1534839346662454_8806290597418631168_n.jpg
bedrebarsel.jpg

 

Det startede med en kvalitativ undersøgelse

Bedre Barsel blev søsat i februar 2017 ud fra en tese om at mange kvinder mistrives under deres barsel. I december 2016 startede Kristine Bjerre projektet, som en crowdfunding- og crowdsourcingkampagne hos CrowdsWhoCare. Bedre Barsel har med god hjælp fra støttegivere til projektet foretaget en omfattende interviewundersøgelse af mødres erfaringer med at være på barsel, samt interviewet sundhedsplejersker fra fem forskellige kommuner omkring deres møde med kommende og nybagte mødre. Læs mere om resultaterne af undersøgelsen her.

Initiativer på baggrund af undersøgelsen

Over 150 mennesker lagde vejen forbi til Barselshusets åbningsreception i sept. 2018.

Over 150 mennesker lagde vejen forbi til Barselshusets åbningsreception i sept. 2018.

  • Vi har afholdt debatsaloner med titlen “Når mødre taler ud” i Aarhus og København.

  • Vi er en del af Parental Leave Forum, som er et ekspertpanel der arbejder med barselskulturen i Danmark og har fokus på, at barselsorlov kan gøres til et vækstparameter for virksomheder og ansatte i stedet for en økonomisk hæmsko.

  • Vores netværk udvides løbende og består af jordemødre, sundhedsplejersker, familiebehandlere, erhvervsfolk, jurister, slyngevejledere, psykologer, coaches m.fl.

  • Vi åbnede Danmarks første barselshus i Aarhus d. 17. september 2018.

Foreningen bedre barsel og barselshuset

Bedre Barsel er sat i verden for at belyse, række ud og gøre os alle klogere på, hvordan det kan opleves og føles at blive forældre og være på barsel. Vi ved, at ikke alle trives under barslen, og at forældre kan opleve, hvordan overgangen til forældreskabet indebærer modstridende følelser. Glæde og smil kan sagtens gå hånd i hånd med usikkerhed og afmagt.

Vi ved, at mange oplever stormende forelskelse, glæde, lykke, men også et forventningspres fra familien, fra netværket og det omgivende samfund. Men vi ved ikke, hvordan lige præcis du har det. Der er forskellige nuancer af forældreskab, og det er en grundlæggende værdi for os, at der skal være plads til alle typer af forældre i Bedre Barsel og Barselshuset.

I Bedre Barsel arbejder vi derfor målrettet på at øge trivslen blandt forældre på barsel, og arbejder for en øget offentlig og politisk forståelse for gravide og forældres levevilkår. Det gør vi gennem åbenhed, formidling af viden og etableringen af fællesskaber mellem forældre på barsel. Vores base er vores barselshus i Aarhus, og det er her, vi vokser fra. Her kan både barslende fædre og mødre og kommende forældre mødes med ligesindede, og her er rum for alle tanker og snakke. Vores kerneydelser er at tilbyde workshops og samtalesaloner, og herigennem vejlede og oplyse.

Vi er til for alle forældre, og ud fra vores værdier: fællesskab, viden, trivsel er missionen at skabe bedre barsel.

 

Hvem står bag?

Kristine Vestergaard Bjerre

32 år, mor til to drenge på 0 og 3 år og gift med Kresten.

Jeg har en kandidat i oplevelsesøkonomi fra 2013. Jeg er iværksætter og startede Bedre Barsel kort efter min første barsel. Jeg har arbejdet freelance med kommunikation og PR, opbygning af hjemmesider samt projektledelse inden for både kultur og IT.

Louise Cathrine Nørmark

38 år, mor til to piger på 16 og 13 år og en dreng på 2 år.

Jeg er uddannet socialrådgiver i 2005 og har arbejdet i Aarhus Kommune og som selvstændig mentor. Jeg er medforfatter til fagbogen "Social analyse og handling", som blev udgivet i 2010. Jeg færdiggjorde min uddannelse til kandidat i pædagogisk sociologi i 2018.