Back to All Events

Politisk tirsdag: Steen Thomsen, Dansk Folkeparti

Tirsdage i foråret 2019 inviterer Bedre Barsel til politisk debatsalon. Formålet med Politisk Tirsdag er at skabe dialog i øjenhøjde og debattere med kommende folketingskandidater fra Aarhusområdet i et forum, hvor der er god tid til at stille spørgsmål og gå i dybden med de enkelte politikere og partier. Der vil være særligt fokus på børn- og familieområdet, men der er også plads til andre emner som miljø, EU-politik og lignende.

Dette arrangement er det ellevte i rækken af Politisk Tirsdag.

Steen Thomsen er 49 år og folketingskandidat i Aarhus. Han er regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og ansat som organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti. Han er gift med Anne Marie, der er fysioterapeut og de har sammen 4 børn.

I regionsrådet har Steen Thomsen bl.a. gjort sig bemærket, da regionen indkøbte billige, sløve nåle til gene for patienter, der skulle stikkes mange gange og til frustration for sygeplejersker. Steen Thomsen fik indkøbspolitikken ændret, så kvalitet nu bliver vægtet højere end pris og Region Midtjylland er igen gået tilbage til de skarpe nåle af højere kvalitet.

Desuden kæmpede han mod busbesparelserne og fik et ændringsforslag vedtaget, så en del af busruterne fortsætter som uddannelsesbusruter fremfor at blive lukket ned.

I Folketinget vil Steen Thomsen kæmpe for at E45 skal have 3 spor i begge retninger fra Vejle til Randers for at fjerne trafikpropperne, ligesom han vil kæmpe for en kattegatbro mellem Østjylland og Sjælland.

Som nævnt har Steen Thomsen selv erfaring med at blive far og han finder det helt uacceptabelt at førstegangsfødende sendes hjem efter få timer. Der er brug for tryghed og støtte den første tid og han mener, at alle skal have ret til at blive på hospitalet i 48 timer efter fødslen.

Endelig er sammenhængskraften i Danmark vigtig for Steen Thomsen. En mærkesag er, at vi skal passe på Danmark, så vi kan aflevere et trygt og godt samfund videre til vores børn og børnebørn. Derfor går han ind for en stram udlændingepolitik og at vi i højere grad hjælper flygtninge i nærområder.

I kan læse mere om Steen Thomsen på hans hjemmeside.

Deltagelse er gratis. Tilmelding er ikke nødvendig, men vil være rar at få HER (kommer snart).

Maks antal deltagere: 80.

Se også Facebookeventet.

Arrangementerne Politisk Tirsdag er støttet af FO Aarhus’ debatpulje.