Jeg vil ikke være som mine forældre

Jeg vil ikke gøre som mine forældre

Vi sammenligner os altid med andre. En måde at definere dig selv på er ved at se, hvordan du er ligesom eller anderledes fra andre. Det er en måde at skabe fællesskaber ved at finde sammen med andre, der giver os tryghed, genkendelighed og inspiration. Der er en kæmpe styrke i de fællesskaber. Sammenligning er heller ikke nødvendigvis det samme som udskamning. Du kan sagtens se, hvordan du gør moderskab i forhold til andre uden at skulle vurdere deres moderskab eller ytre din mening. Når vi skaber fællesskaber om det at være mor, er det ikke et nyt fænomen, men ses også i venindegrupper, familier og mødregrupper. De senere år er der kommet flere online og fysiske fællesskaber for mødre, hvor vi kan også lære af hinanden, støtte, hjælpe og inspirere hinanden. Steder hvor vi kan få svar på alle de spørgsmål, undren og forbløffelse, der følger med moderskabet. Det fællesskab bliver ekstra vigtigt, når målet er ikke at være som sine forældre.

 

Mit udgangspunkt som mor er min egen mor

Uanset hvor meget jeg har lært ved at se og tale med andre forældre, bliver min basisreference for forældreskab og moderskab mine egne forældre. De har formet mig fra fødslen, lært mig om verdenen og hvordan man er en god mor. Der er ting fra min barndom, jeg vil give videre til min søn som læselyst, cykelture, pandekager i tordenvejr og glæden ved at plukke jordbær og ærter sammen. Som jeg sidder og skriver det, bliver det også tydeligt, hvor få ting jeg vil give videre til min søn. I højere grad har jeg gjort til det mit mål at bryde den sociale arv, når det kommer til rollen som mor.

Den sociale arv handler ikke kun om uddannelse, job og økonomi. Det handler også om at bryde med deres omsorgssvigt og det tilknytningstraume jeg fik. Min hukommelse er hullet, mange dårlige minder er fortrængt og kun få har kunnet graves frem. Min barndom er et puslespil, der er præget af mine forældres fortællinger om den. Hvor skøn en barndom jeg havde med mine forældre, der begge er pædagoger. Da jeg begyndte at arbejde med mig selv, faldt fortællingen fra hinanden. De ting jeg kæmpede med som voksen stammede i høj grad fra min barndom. Mit lave selvværd, min frygt for at fejle, følelsen af altid at være en fiasko, den konstante higen efter min mors kærlighed og deraf andres anerkendelse. Jeg indrettede mig efter deres mindste ønske og ignorerede fuldstændig min egen krop og sind. To stresssygemeldinger, et utal af psykologer og flere sider skriverier om følelser havde jeg en basis for, hvad jeg ikke ville give videre til min søn. Egentlig følte jeg mig ret godt forberedt.

 

Tag ansvar og bryd mønstrene

At blive mor har været og er fortsat en voldsom prøvelse og mere end jeg forventede. Presset for at bryde den sociale arv, at beskytte mit barn mod resterne fra min egen barndom. Beskytte ham fra de følelser, der stadig sidder i mig, når mine forældre skriver eller der kommer en anden trigger. Min modvilje mod amningen stammer i høj grad fra mit problem med fysisk kontakt og en andens afhængighed af mig. Det havde jeg mistænkt før fødslen, men alligevel troede jeg, at det forsvandt, når først han var der. Han var jo min baby og selvfølgelig ville jeg amme. Det gjorde jeg også og hadede det. Da han var syg som 2 måneder gammel, fik han problemer med øjenkontakt. Jeg følte mig afvist af mit eget barn. Det blev bedre, men følelsen af afvisning rammer selv i dag når han er farsyg. Jeg ved logisk set godt, at det sker for alle børn og mange mødre har svært ved det. Psykologisk set ved jeg også at han slet ikke er gammel nok til bevidst at afvise mig. Det har jeg lært gennem fællesskaber, hvor andre mødre deler erfaringer og følelser.

For mig er afvisning dog også en følelse fra min barndom. Den afvisning jeg føler fra min søn, føler jeg ekstra meget på grund af mine forældres konstante afvisninger af mig som barn. Jeg får lyst til at opsøge mit barn, lave fjollede lyde, distrahere mig selv og hvad som helst for at han vælger mig. Eller endnu værre overvejer jeg i et sekund at afvise ham, når han endelig opsøger mig som en skør straf for at have valgt sin far. Men det er min reaktion på hans opførsel og den reaktion er mit ansvar. Det er fantastisk, at han finder tryghed hos far og jeg nyder lidt alenetid imens. Det skal nok vende. Det bliver ikke sidste gang. På den måde arbejder jeg med, at mit moderskab skal handle om at adskille, hvornår mine reaktioner handler om min egen barndom og ikke det mit barn egentlig gør. Det kræver energi og kræfter at stille svære spørgsmål til min egen måde at være mor. Jeg vil ikke være som mine forældre. Derfor har jeg besluttet at udgangspunktet i mit moderskab er nærvær, kærlighed og omsorg. Mens jeg giver det til mit barn, sørger jeg for at give mig selv det, fordi alle børn, store og små, har krav på kærlighed.

Nikoline står bag bloggen copenhagenfamily.dk, som hun startede i september 2018. Hun er 31 år gammel, gift med Nicolai, mor til Hjalte og bor i København.

Nikoline står bag bloggen copenhagenfamily.dk, som hun startede i september 2018. Hun er 31 år gammel, gift med Nicolai, mor til Hjalte og bor i København.

Kristine BjerreComment