Far: Sådan kom jeg ud af en fødselsdepression


Rasmus Lang Hedegaard 2.jpg

Jeg blev far i 2014 og fik en efterfødselsreaktion. Jeg manglede rollemodeller, viden og et forum, hvor jeg kunne dele tanker og sparre.

Indlægget er skrevet af Rasmus Lang Hedegaard

Den første tid

Da jeg skulle fortælle mine venner og familie, at jeg skulle være far, sagde jeg i stedet, at min kæreste var gravid. Det var faktum. At jeg skulle være far lå stadig ude i fremtiden, og inderst inde frygtede jeg egentligt, at graviditeten ville gå galt. Det betød også, at jeg ikke fik glædet mig, fordi der måske ikke var noget at glæde sig til. Jeg skulle ordne vores lejlighed, der var under ombygning, og jeg skulle eksamineres i nogle fag, hvor jeg var uforberedt og nervøs. At der skulle komme en baby, var min mindste bekymring.

Noget tid efter fødslen blev jeg screenet af sundhedsplejersken for efterfødselsreaktioner og scorede for højt. Hun spurgte, om der var noget, vi skulle snakke om, men jeg slog det hen og overbeviste hende og mig selv om, at jeg nok bare skulle have et par øl med vennerne og få lukket lidt damp ud.

Barslen

Da min datter var et halvt år, skulle jeg starte min seks måneders barsel. Jeg skulle være alene med hende, og det sendte mig på en karrusel af negative følelser: vrede blev til skam, skam blev til ulykkelighed. Ulykkeligheden fyldte mig, og jeg følte ikke, jeg kunne være der for mit barn, som jeg gerne ville, hvilket resulterede i selvhad. Det var så slemt, at jeg hverken kunne bede min kæreste om hjælp eller om at blive. Jeg kunne bare sidde som forstenet.

Jeg startede i behandling, men kæmpede meget med min vrede, som var ny for mig, og jeg kunne hverken håndtere eller acceptere den. Jeg kommer fra et hjem med tabuiseret vrede, der føltes som en brist i familiens relationer, og som om noget uopretteligt smuldrede bort, hver gang der havde været skænderi. Bagefter blev der søgt tilgivelse hos mig, så det blev mit ansvar at acceptere mine forældres “forkerte" følelser.

De svære følelser

Under barslen blev jeg vred, når mit barn ikke vil sove, for hvornår skulle jeg så få tid til mig selv og mine problemer? Det resulterede i, at jeg blev ked af det, og jeg skammede mig. Så meget at jeg kom til at hade mig selv, og blev fyldt op af negative tanker. Jeg kunne ikke bare sidde og stirre på hende som Guds gave, ligesom jeg havde forventet, man gjorde, når man blev forælder. Jeg følte mig ikke forstået af min kæreste og havde svært ved at tale om det med mine venner, og endnu mere med min familie. Jeg følte det hele var mig, den var gal med, og at det var mig, der skulle søge tilgivelse for mine “forkerte" følelser.

Jeg syntes, det var svært at være far, forældre sammen og et par. Jeg vidste ikke, jeg indeholdt alle de følelser, eller hvordan de skulle tackles.

Jeg manglede erfaringer, andre at sparre med og rollemodeller. Bøgerne, jeg fandt om at være far, handlede om faderen som en liderlig træt zombie, der går på arbejde. Bøger om ‘barnet’ havde små afsnit bagerst om, hvad moderen kan sige til faderen - så der var ikke meget at hente der. Jeg fik det bedre pga. min behandling, men jeg manglede stadig bare nogle venner i samme båd eller andre fædre at snakke med.

Fars Klub

Jeg lavede Fars Klub og inviterede mine venner, som er fædre, og de inviterede deres. Vi mødtes og snakkede om parforhold, søvn som valuta og babymad. Om når børnene ikke gider at sove, og om at få lov til at gå ud om aftenen, men ikke at sove længe dagen efter. Det var så fedt, og jeg hørte mange andre tale om både skam og vrede. Jeg forstod, at det var normale følelser, og jeg begyndte at acceptere dem hos mig selv.

Jeg har det godt, men jeg mangler stadig sparring og rollemodeller.

Jeg har to børn (to og fire år). Jeg er nu fraskilt og har mine børn fem ud af 14 dage. Jeg savner dem meget, når jeg ikke er sammen med dem, og jeg synes, det kan være hårdt at være alene med dem, når jeg har dem. Der melder sig hele tiden nye spørgsmål om, hvordan jeg er den bedste far. Så det er så fedt at komme i Fars Klub for at snakke om det med andre fædre, både vordende, tredjegangsfædre, fraskilte, lykkelige og ulykkelige. Vi har mange problemer til fælles, og vi har mange forskellige løsninger. Vi har et rum, hvor vi kan tumle med ungerne, hvis vi har dem med, men vi kan også bare sidde at bælle kaffe og sludre; fodbold, skilsmisse, arbejde, barsel, fødselsdepression, sex, musik.

Vi er de nye rollemodeller

Erkendelsen af, at mange af mine problemer ligner mange andres problemer som forælder har været en kæmpe lettelse for mig, fordi jeg har kunnet skrue ned for følelsen af utilstrækkelighed og op for tilfredsheden, når jeg har gjort noget godt. Min mission er at dele denne erfaring med andre forældre. Det er ikke altid let at blive forældre, og der er til tider meget ubehag forbundet med det, men det er ganske normalt. Lad os se, om vi kan bruge lidt mindre tid på at polere Instagram-billederne, der viser de perfekte forældre og børn, og i stedet lidt mere tid på opleve hinandens forskellige måder at være forældre på. Lad os få opbygget nogle gode rollemodeller sammen, for jeg ved, vi er derude.

 

Fars Klub:

  • I 2016 oprettede jeg Fars Klub, et frivilligt initiativ, hvor fædre kan mødes og lege med deres unger, hygge, small-talke og dele svære emner.

  • Fars Klub kører nu som et frivilligt åbent tilbud en gang om måneden i Osramhuset, et kulturhus på Nørrebro i København. Fars Klub udvider til Østerbro og vil gerne lave endnu flere tilbud i hele København.


Rasmus Lang Hedegaard.jpg

Rasmus+Lang+Hedegaard+3.jpg

Rasmus Lang Hedegaard

Jeg er 31 år, kandidat i musikvidenskab fra Københavns universitet. Underviser i samspil og udøvende musikere.

To piger på 2 og 4.

Kristine Bjerre