Du har fejlet som kvinde

bedrebarsel.JPG

Den anden dag havde jeg besøg af en veninde. En veninde, der ligesom jeg selv, fik et akut kejsersnit efter at have kæmpet i over 30 ulidelige timer med de (satans) veer. Efter vores samtale reflekterer jeg over den måde, vi taler om vores fødsler på. Eksempelvis ”jeg føler ikke, jeg har født rigtigt” eller ”jeg kunne ikke finde ud af at føde”. Jeg mærker samtidig et lille stik i min mave og at tårerne stadig – her 3 år senere – presser sig på, bare ved tanken om min første fødsel. Desværre handler det ikke kun om, at jeg muligvis endnu ikke har fået bearbejdet det kæmpe traume det var, at være i så umenneskelig en situation med konstante vanvidssmerter i 30 timer, hvorefter jeg blev skåret op og fik ”taget” min baby ud af maven. Det handler ligeså meget om den skamfølelse som både jeg, min veninde og mange andre kejser(snit)inder, jeg har talt med, sidder tilbage med. Og om følelsen af tab ikke mindst. Tabet over ikke at have fået det vi drømte om og forberedte os på.

Men hvorfor føler vi skam og tab og ikke stolthed over, hvad vores kroppe har været i stand til at udholde? Hvorfor føler vi skyld, nederlag og føler os forkerte fordi vi ikke har født vaginalt? Det har jeg skrevet lidt tanker om her.

I Danmark er der opstået en præstationskultur, hvor det at præstere på samtlige parametre i livet, bliver altoverskyggende. Det ideelle menneske i det nutidige samfund er det menneske, der aktivt tager et ansvar for eget liv og egen tilværelse, bl.a. ved at efterleve de sundhedsmæssige anbefalinger.

Præstationsidealerne har for længst forplantet sig i det enkelte individ og at blive mor i et præstationssamfund, er derfor også præget af et enormt forventningspres allerede fra de begyndende spæde tanker om en familieforøgelse. Fra øjeblikket hvor graviditetstesten viser sig positiv bombarderes man med diverse anbefalinger om sundhedsmæssige til- og fravalg, som skal overholdes, hvis du vil sikre optimal sundhed og en god fødsel for dig og dit barn. Desuden beskriver et væld af artikler og anden litteratur, hvordan det, i Danmark, er mest velset, at kvinder føder naturligt(vaginalt), og gerne uden smertelindring. Jordemødre og andre fagfolk står forrest i feltet, som fortalere for den vaginale fødsel, og de har argumenterne helt på deres side. Den oplyste og ansvarsbevidste gravide er derfor langt fra i tvivl om, at en vaginal fødsel bestemt er at foretrække. Barnet får de gode bakterier, tilknytningen bliver bedre, mælken løber hurtigere til, immunforsvaret forbedres, man mindsker risiko for astma, allergi og mere til. Fordelene er tydelige og klare og det er oplagt, at man som den pligtopfyldende unge kvinde man er, selvfølgelig foretrækker og drømmer om den vaginale fødsel med disse argumenter i baghovedet. 

Samtidig tror jeg også at mange kvinder, inklusiv mig selv, drømmer om at komme med i den der helt særlige ”klub” for alle de fantastisk seje kvinder, der har født deres børn. For det ER sgu sejt at føde - Punktum!

Desværre bliver paradokset bare at man i måden, man taler om fødsler på (og det at blive mor i det hele taget) desværre ofte kommer til at tegne et lidt for rosenrødt billede af, hvordan det forventes at blive. Det bliver utrolig sårbart, at vi har opbygget en kultur, hvor det forventes, at hvis du efterlever alle regler og krav, ja så går det som du drømmer om. For hvad så når man opfylder samtlige kriterier for at komme i ”den perfekte mor”-kategori – men det alligevel ender med at fødslen eller amningen går i kludder? Eller at din graviditet føles som et langt helvede på grund af gener (for graviditet er jo ikke en sygdom!). Eller at du ikke engang kan blive gravid? Ja, så må det jo være dig selv den er gal med. Du har fejlet som kvinde!

bedrebarsel.JPG

Følelserne jeg sad tilbage med efter mit kejsersnit var netop, at JEG ikke kunne føde ”rigtigt”, JEG ikke kunne give mit barn den bedste start på livet, JEG er formentlig skyld i at mit barn får diverse helbredsmæssige gener, JEG er skyld i at mælken ikke løber hurtigt nok til, JEG er skyld i at tilknytningen muligvis påvirkes. Og jeg kunne nævne mange andre ting, der gik igennem mit hoved i dagene, ugerne, månederne efter og som jeg ved, at mange deler med mig. Det kommer til at fylde uendelig meget, at man alligevel ikke kom med i ”den der klub”. Klubben af de seje kvinder. Klubben af de perfekte mødre.

Først her 3 år, og en vellykket vaginal fødsel, senere kan jeg efterhånden få overbevist mig selv om, at jeg fandeme VAR pisse sej til min første fødsel og at det jo er dybt forkert, at det vi føler som vi gør. Man burde jo være glad og taknemlig for at man trods alt lever i et land, hvor kejsersnit er en mulighed, fordi alternativet havde jo i værste fald været at både mor og barn var døde. Man burde i den grad også være fyldt op med stolthed over, at man kæmpede langt længere tid end de fleste, i de smerter, der ikke kan forklares med ord og at man holdte ud og gjorde absolut alt sit bedste, indtil der ikke var mere at gøre. Man burde på ingen måde føle skyld eller skam, for ikke nok med, at man har været igennem en fødsel, så har man samtidig været igennem en kæmpe maveoperation (hvilket egentlig ofte bare negligeres) og skal tage sig af sit barn på helt lige vilkår med alle andre. DET er da om noget sejt!

Så kære med-kejserinde (og med-mor). Lad dette være en opfordring og en reminder til os alle om, at vi skal huske at hylde vores kroppe for, hvad de har klaret. Vi skal rose os selv for at være så pisse seje, som vi er. Læg lige en ekstra kærlig hånd på dit ar i dag og sig tak til dig selv – du er i den grad med i klubben af seje kvinder. Og kender du én, der lige har fået et kejsersnit, så giv hende lige et ekstra stort kram, og husk at fortæl hende, hvor pisse sej hun er.


Lidt om Mia Andresen, som har skrevet indlægget:

Jeg er 35 år og mor til to dejlige piger, Ella (2015) og Augusta (2017). Jeg har et akut kejsersnit og en vaginal fødsel  - og meget andet i bagagen fra mine oplevelser med at blive mor. Jeg er uddannet sygeplejerske og derefter videre uddannet cand.pæd.psyk. På baggrund af mine egne oplevelser og erfaringer har jeg en stor interesse og er meget optaget af moderskabet og de dertilhørende udfordringer og processer og har også beskæftiget mig med emnerne under langt størstedelen af min uddannelse. Jeg brænder for at udbrede budskabet om at det meget sjældent er udelukkende en rosenrød fortælling at blive mor og for at skabe et fælleskab hvor vi mødre kan møde, hylde og hjælpe hinanden med at dele vores historier så ingen skal føle sig alene.

Læs også Mias blogindlæg på hendes egen blog: "Når drømmen bliver til mareridt!"