Kære du som er på barsel

bedrebarsel.jpg

Kære du. Du som står med din nyfødte. Du som er nybagt mor.

Nu er du på barsel. Nu er du nogens mor. Det er helt vidunderligt, og sommetider ganske og helt og aldeles forfærdeligt. Og det må man gerne sige højt. Faktisk synes jeg næsten, at man skal. For så opdager vi jo i fællesskab, at vi slet ikke er alene. Og det er det jeg gerne vil fortælle lidt om. Min barsel, og følelsen af at være alene.

I august 2017 blev jeg mor for 2. gang. Til en lille gut der hedder Samuel. Fødslen var fantastisk, og foregik i vores soveværelse. Og jeg var solgt med det samme. Jeg havde drømt om det øjeblik siden før jeg overhovedet blev gravid, og jeg havde længtes sådan efter en baby, og at opleve endnu en barsel. Jeg er nemlig sådan én der ser frem til lang barsel, og nærmest ikke er til at drive ud i hverdagen igen. Og så alligevel.

Ikke ret længe efter Samuel er kommet til verden, begynder jeg at føle mig lidt tabt. Mine veninder lever jo ligesom bare videre, og jeg sidder bare dér med uglet hår, og kold kaffe i den ene hånd, samt en brystpumpe i den anden. Det er som om jeg er sat ud af drift, imens ingen ænser det, ingen ser mig eller hører mig. Jeg er nogens mor. Og det er helt fantastisk. Men jeg føler jeg taber mig selv. For jeg er mere end ”bare” nogens mor. Også selvom jeg elsker at være det. Elsker at være hjemme med min baby, og elsker at jeg har et helt år til det.

For selvom jeg elsker det, så hader jeg det også. Jeg føler mig ensom. Og det er ikke en følelse jeg ellers er vildt bekendt med. Men den rammer mig lige i ansigtet, som et godstog med 250km i timen.
bedrebarsel.jpg

Og jeg husker tydeligt den aften, hvor det går op for mig at jeg er ensom. Det sker da jeg putter Samuel, og pludseligt, helt ukontrolleret begynder at græde. Tårerne triller, og det er lige før jeg hulker på den grimme måde, men det er lydløst - jeg putter jo en baby. Jeg er alene. Ensom. Mere end nogensinde, og det giver mig følelsen af at være ligegyldig - helt ubrugelig.

Min verden var vendt på hovedet, og jeg var jo mest af alt bare nogens mor. Ikke særlig meget veninde, ikke særlig meget kæreste eller dygtig sygeplejerskestuderende. 

Jeg var bare mor. Og lige så fantastisk det er, det der med at være nogens mor. Lige så sindssyg kan man blive, når man ikke rigtig får lov til at være andet.

Jeg følte pludselig ikke jeg kunne tale med veninderne som jeg kunne før. Eller at de kunne tale med mig. De har sikkert følt det samme. Jeg oplevede at flere veninder trak sig. Eller altså, ensomheden fortalte mig i hvert fald, at de gjorde. Jeg var pludselig ikke en del af hverdagen for dem, og derfor ikke den første de gik til, og jeg havde ikke overskuddet til at række ud. Det er benhårdt, men også sandt. Jeg var sat ud af spil. Sat på hold. Og det har kunne mærkes. Nu var jeg jo nogens mor, ikke?

Jeg gik med følelsen af ensomhed meget længe. Det skabte negative tankemønstre, fordi jeg bebrejdede mig selv at jeg var ensom. Fordi jeg bare sad og gloede på min baby.
I virkeligheden arbejdede hjerne og hjerte slet ikke sammen. For mit hjerte havde lyst til at være mor, og sidde og glo på babyen, men min hjerne sagde, at så var det jo også min egen skyld, at jeg var alene, og at ingen rigtig gad mig.

Der gik måneder med ensomhed, måneder hvor hjernen og hjertet diskuterede vidt og bredt. Men hjertet vandt. Jeg gav mig selv lov til at glo på min baby, og da gik det op for mig, at det er okay at verden fortsætter for andre, når den står stille for mig. Og det er okay, at være på barsel og være nogens mor. Faktisk er det også okay, at veninderne lever videre som om intet har ændret sig - selvom alt jo har ændret sig for dig. Det underlige er - og det kan være absurd svært at tro på, når man sidder dér med brystpumper, bleposer og natursutter - verden tager dig med igen, når du er færdig med at glo på din baby. Helt ægte og uden løg på. Dine veninder opdager dig også igen. Og du opdager dem.

Kære du. Du som er nybagt mor. Du må gerne græde, og du må gerne synes at det er hårdt. Og du skal vide, at når du føler dig ensom, så sidder der et hav af mødre herude, der er ensomme sammen med dig. Du er ganske normal. Du er et menneske, og du er en god og en dejlig mor. Og du er ikke alene.

bedrebarsel.jpg

Indlægget er skrevet af Camilla (c.bomund på Instagram). Camilla er til dagligt sygeplejerskestuderende og bor i København med sin mand og deres to drenge. 

 
Kristine Bjerre