Historien om, hvordan alle de nybagte mor-frustrationer kan have en lykkelig udgang

Mit navn er Lisbeth. Jeg hjælper virksomheder med at træde rigtigt i krydsfeltet mellem køn, karriere og kombinationen af arbejdsliv og familieliv. Rigtig mange virksomheder er ved at finde ud af, at det er svært, så det er godt på vej til at blive en god forretning for mig. Men det har ikke altid været min levevej, for jeg opdagede først hvor svær og smertefuld, kombinationen af nybagte forældre og fremadstræbende virksomheder kan være, da jeg selv blev gravid første gang for godt seks år siden. Og det var noget af en fantastisk, frustrerende og helt igennem livsomvæltende periode for mig. 

Det startede med en ukompliceret graviditet

Jeg nåede knap at blive gravid, før jeg første gang blev opmærksom på, at det at få børn satte mit liv, som jeg kendte det, ud af funktion. For selvom jeg insisterede på, at en graviditet ikke er en sygdom, blev jeg pludselig vældig træt om eftermiddagen, og jeg var flere gange ved at knalde hove­det i tastaturet på mit arbejde, fordi jeg faldt i søvn, mens jeg arbejdede. Det stod i skarp kontrast til, at jeg havde lovet mit ambitiøse selv, at jeg skulle holde arbejdsdampen helt oppe, indtil min barselsorlov begyndte. For jeg skulle jo bevise, at man sagtens kan klare moderskab og karriere på samme tid. Med et smil og vind i håret.

Samtidig oplevede jeg, at jeg af min arbejdsgiver umærkeligt blev sat på et sidespor i længerevarende projekter, fordi jeg med en overhængende barsel jo alligevel ikke kunne nå at bringe dem til ende. Helt fornuftigt, set fra en arbejdsgivervinkel, men virkelig frustrerende for mig, fordi jeg allerede kunne se den goodwill og det karrierespor, jeg syntes, jeg havde optegnet på mit arbejde, blive mere og mere utydeligt, jo større min mave blev. Og så var jeg ikke engang blevet mor endnu!

Mor-følelsen kom snigende. Meget langsomt

Da jeg endelig stod med vores datter i armene, tog det mig et stykke tid, før jeg, sådan for alvor, elskede hende, du ved, helt ud til fingerspidserne og ned i tæerne. Men hun var jo vores, og vi nød selvfølgelig vores lille familie. Selvfølgelig gjorde vi det. Jeg savnede bare at være mig selv. Den ”mig”, som jeg havde kendt i over 30 år og egentlig havde været godt tilpas med.

Men månederne gik, og jeg travede rundt i København med en lille pige, der ikke havde verdens største sovehjerte. Jeg elskede hende, men jeg gav hende også lidt skylden for, at jeg var helt rundt på gulvet. Og jeg savnede at være noget, at lave noget, at have en anden betydning end det her ”Mor”, som jeg egentlig ikke syntes, jeg var særlig god til. Min kæreste tog på arbejde hver morgen og kom hjem hver aften, og jeg misundte ham det. Han kunne fortsætte sit normale liv. Mit var aflyst for evigt.

Efter syv måneder gik min kæreste på barselsorlov, og jeg vendte tilbage til mit arbejde. Åh, hvor var det skønt! Vi deltes om de søvnløse nætter, og jeg kunne igen bruge min hjerne til det, jeg kendte og var vant til, og som jeg syntes, jeg var ret god til. At arbejde. At udleve mine ambitioner. Jeg savnede min datter, bevares, men hun havde det jo godt derhjemme sammen med sin far – den bedste far, man kunne ønske sig. Lykken vare­de desværre kort.

Ked baby = ked mor – eller er det omvendt?

Da min kærestes barsel også lakkede mod enden, skulle vores datter i vuggestue. Og sådan var det. Vores datter græd hver dag, når vi afleverede hende, men det var jo en del af programmet, havde vi forstået, så vi holdt næsen i sporet. Men gråden fortsatte, og da der ikke var mere tid til ind­køring, og min kæreste igen startede på sit arbejde, var det mig, der hentede hver eftermiddag og modtog den nedslående besked: ”I dag har ikke været hendes bedste dag”. Heller ikke i dag. Og selvom vi stadig deltes om de lange nætter, havde hun – særligt, når det var ørerne, der drillede, og det var det ofte – en præference for mor-trøst.

Der er en grund til, at man bruger forstyrret søvn som effektiv afhøringsmetode. Det er tortur. Og det virker. Jeg fik efterhånden mange lighedspunkter med Døden fra Lübeck. Men der var jo ingen vej udenom. Eftersom vi begge var ambitiøse og havde fuldtidsjob, var vi nødt til at stå op hver morgen, aflevere klokken 8 og hente efter 16. Og hver eneste sygedag var et sandt puslespil at få til at gå op. For hvem skulle nu aflyse dagens møder for at være der for vores dat­ter? Når mobilen ringede midt på dagen, og jeg så, det var vuggestuen, fik jeg et sug i maven og en klump i halsen. Dels fordi jeg vidste, at vores lille datter igen havde brug for sine forældre, og at vi ikke var der for hende, dels fordi jeg igen måtte efterlade en stor stak arbejde til mine kolleger og i al hast cykle ned for at hente hende. Hej, dobbelt-dårlige samvittighed.

Jeg holdt til presset i godt et halvt år. Så var jeg slidt ned til sokkeholderne.

Jeg følte mig både som en dårlig kollega og arbejdskraft – og som verdens værste lortemor. Heldigvis kunne økonomien hænge sammen på min kærestes indkomst, så efter en del sam­menbrud på stuegulvet og grubleri midt om natten sagde jeg mit job op for at give vores datter noget mere ro og selv forsøge at vende tilbage til livet. Det lyder måske dramatisk, men sådan føltes det faktisk også. Min virkelyst og min tillid til egne evner var helt væk, og jeg var godt på vej ind i en depression.

Genopbyggelsen tog lang tid

Den første uge uden job sov jeg. Og sov. Jeg hentede min datter lidt tidlig­ere hver dag. Og samtidig skruede jeg op for et hjerteprojekt: Jeg drømte om at udfolde mig som forfatter, og nu havde jeg tiden til og muligheden for at gøre noget ved det. Så jeg satte mig ned og skrev.

What a difference. Roen fik fodfæste i mig og afspejlede sig hurtigt i vores datter, der blev mere ligevægtig, græd mindre og sov bedre, både dag og nat. Og stille og roligt holdt jeg op med at bryde sammen over de mindste ting eller at snerre af min kæreste i tide og utide.

Så. Nu var lykken jo gjort. Eller var den? Selvom det var mit eget valg at kvitte jobbet, var mine ambitioner jo ikke forsvundet, og de rasede fortsat i hovedet på mig. Jeg ville jo gerne ”blive til noget” og bidrage til samfundet, både økonomisk og i praksis, og jeg kunne bestemt ikke lide det faktum, at jeg nu reelt ikke kunne klare mig selv – at jeg økonomisk var afhængig af min kæreste. For jeg tjente jo ikke en krone. Og selvom det som sagt var mine egne valg, der havde bragt mig til, hvor jeg var, følte jeg en flig af forurettelse over, at jeg havde været nødsaget til at smide en ellers lang­somt blomstrende karriere på bålet, mens min kæreste buldrede videre i karrieresporet. Men paradoksalt nok følte jeg mig samtidig forkælet, fordi jeg havde grebet den mulighed, som så mange drømmer om. Jeg levede af min kærestes indkomst, mens jeg gav mit hjerte ro, fordi mit barn nu fik lidt mere af den nærhed, hun så åbenlyst bad om, og samtidig forfulgte jeg de drømmeprojekter, jeg aldrig helt havde haft tiden eller modet til at forsøge mig med. Forurettelse og forkælelse på samme tid er to modsatrettede følelser, der er meget svære at håndtere.

Ude på den anden side – kommer man nogensinde det?

Så jeg begyndte at interessere mig for, hvad det egentlig er, der gør, at am­bitiøse kvinder som jeg selv pludselig kan finde på at ændre professionel retning, når de stifter familie, og hvad det er for nogle mekanismer, der skubber og trækker og på én gang giver dårlig samvittighed og sjælefred. Jeg var godt klar over, at det ikke er alle kvinder, der går lige så radikalt til værks som jeg selv, men når jeg talte med folk, kunne jeg se, at mine oplevelser og handlinger var nogle, rigtig mange kunne nikke genkendende til. Og det gav mig blod på tanden.

Min research og erfaringer blev til bogen Ambitiøse Mødre, og efter udgivelsen hørte jeg fra virksomhedsledere overalt i landet, at lige netop de udfordringer, jeg havde skitseret, var en stor varm kartoffel for fastholdelsen af deres talenter. De anede ikke hvad de skulle stille op. Det kan man vel godt sige, var mit held. For det ved jeg nu, efter mange års arbejde i felten, hos fædre og mødre og hos arbejdspladser.

Lisbeth Odgaard Madsen

Indlægget er skrevet af Lisbeth Odgaard Madsen. Lisbeth har virksomheden Potential Co. og er medstifter af Parental Leave Forum.

Kristine Bjerre