Her sidder jeg og ammer

Skærmbillede 2018-05-22 kl. 10.27.30.png

Her sidder jeg og ammer. For 2 år siden. Min søn var 8 mdr. gammel. Jeg sagde til min mand: “Du bliver nødt til at tage et billede af det her!” Jeg synes, det var et godt billede på min barsel. Kæft jeg ammende meget i den sofa! Der var sjældent opryddet særligt lang tid af gangen (sådan er det stadig). Jeg husker, at jeg følte mig overvældet af ansvaret, isoleret fra “virkeligheden”, var stresset af for lidt søvn og hvorfor var jeg ikke bare god til at være på barsel?

Et halvt år senere i december 2016 startede jeg Bedre Barsel. Først som en crowdfunding- og crowdsourcing-kampagne hos Crowds Who Care og siden har det udviklet sig. Jeg var super nervøs for at sætte det igang, for hvad hvis ingen andre end mig synes, at der var brug for mere hjælp til mødre på barsel? Okay, jeg vidste godt, at der var et par stykker, fordi jeg et par måneder forinden havde talt om ensomhed under barslen i et radiopragram på P1. Den oplevelse kickstartede noget i mig pga. reaktionerne fra lyttere. Der var mødre, som genkendte sig selv i min historie, men der var også folk, der syntes jeg var “forkælet”, “ikke skulle være blevet mor”, og en masse andet lort.

At nogle kunne spejle sig i min historie gjorde mig mega glad og jeg følte, at jeg hjalp nogen. De negative meninger, gjorde mig først ked af det, derefter vred, men endte med at give mig styrke til at gøre op den ensformige opfattelse af, hvad det vil sige, at være på barsel og blive mor. Det viste sig også ret hurtigt efter at kampagnen blev sat i gang, at det var en problemstilling mange kunne relatere til. Efter 14 dage havde jeg opnået 100 % støtte. Kampagnen sluttede på 222 %. Det var helt fantastisk og meget overvældende. Det blev til 10.000 kr. og for mange flere penge menneskers arbejdskraft og viden.

Sammen med de sejeste antropologer gik vi i krig med at interviewe mødre fra hele Danmark og sundhedsplejersker fra 5 forskellige kommuner. Mange timers kvalitativ empiri, er nu (næsten) kørt igennem analyse-møllen af Louise, den bedste projektmakker man kunne ønske sig. Bedre Barsel har overlevet på frivillige kræfter fra start. Det kræver sin kvinde og jeg var ikke blevet ved uden Louise, som har været med i et år nu. Det er rart at være to om det. Ligesom når man bliver forældre. 

Det her billede gav ca. et halvt år senere inspiration til illustrationen, som jeg jeg fik trykt på plakater til alle der støttede Bedre Barsel ved crowdsourcing og crowdfunding. 

Tak til alle jer der har bidraget til projektet gennem tiden <3

Kristine / Bedre Barsel

 Illustration af Snigne Design

Illustration af Snigne Design