Myten om den perfekte mor

48384398_1983397211778201_5903422399344279552_n.jpg

Indlægget er skrevet af psykolog Amalie Vatne Brean, som holder oplæg i Barselshuset d. 10. januar til samtalesalonen ”Fri fra forventningspres”


Den perfekte mor florerer som et mystisk og idealistisk begreb mellem linjerne hos nybagte forældre i dag. Hun dukker op på Instagram, i vores samtaler og mest af alt i vores bevidsthed. Der svæver hun som en engel, over gylp og rod, og udviser ro og altomfavnende kærlighed. Hun elsker at være mor. Kun mor. Og har ingen svære følelser. Ingen triste dage. Ingen vredesudbrud og ingen savn. Som en kamæleon forandrer hun karakter efter den kultur hun befinder sig i. Hvis ”det rigtige” i venindegruppen er at balancere det gamle festliv med det nye moderskab, formår hun at feste på magisk vis, uden ringer under øjnene. Hvis idealet er, at være tæt på barnet 24/7 og ikke have andre behov, går hun hjemme uden nogensinde at kede sig. Hvis idealet er at amme længe, får hun aldrig brystbetændelse eller behov for egen krop. Hvis idealet er, at barnet skal sove på eget rum, formår hun at lægge barnet på en sky af økologisk bomuld, hvor det sover smukt til næste dag. Fællesstrækket for versjonerne af den perfekte mor er, at hun har én følelsesskala: den hedder lykke, lykke og lykke.

Den perfekte mor ville slet ikke være særlig god

Den næste sætning chokerer ingen: Den perfekte mor findes ikke. Det chokerende ligger måske i, at det faktisk er sandt. Der er, mig bekendt, intet forskningsmæssigt belæg for at sige, at billedet af den perfekte mor, er værd at stræbe efter. Den perfekte mor ville slet ikke være særlig god. Hun ville faktisk være r**kedelig og opfostre monotone børn uden kendskab til hverken egne eller andres følelser. Udvikling kræver nemlig fejltrin og modstand. Udvikling kræver, at vi møder emotionelle mennesker og ikke lykkerobotter med det korrekte Instagramfilter. Mennesker har som bekendt ikke én følelsesskala: vi indeholder alle sammen både gode og svære følelser. At blive forælder er en af de største emotionelle, eksistentielle forandringer vi som menneske kan opleve. Det siger sig selv, at det skruer volumen op på vores følelser. På ALLE vores følelser. Og her er det, at kæden hopper af i mange af vores moderne fortællinger om moderskabet.

Vi glemmer..

Vi glemmer, at lykke ikke kommer alene. Vi glemmer, at angst, sorg, tristhed og vrede kan leve sammen med lykke. Sammen med glæde, kærlighed og latter. Vi glemmer, at det at være menneske er at rumme mange følelser på samme tid. Det er ikke forkert, at føle noget. Det er ikke forkert at føle noget negativt. Det er faktisk helt okay og frygtelig normalt. Vores børn har endda brug for, at vi føler andet end lykke. Hvordan skal man ellers lære de andre følelser at kende? Hvis mor ikke tør at føle på sorg, uden at slå sig selv i hovedet, hvordan skal jeg selv vove at blive ked af det? Hvis mor viser mig, at det er forkert at være vred, hvad skal jeg så selv gøre, med min vrede? Det er med andre ord ikke forkert, at føle noget som forælder. Barnet har selvfølgelig brug for, at vi prøver at tage ansvar og omforme følelser til noget ufarligt og forståeligt, men nøglen til den gode nok mor ligger ikke i, at være lykkelig eller i at undgå svære følelser. Den handler om at acceptere og reflektere over de følelser som dukker op. Den handler om, at være sammen med det, der er og formidle til barnet, at verden består. Den handler med andre ord meget mere om refleksion end perfektion, hvilket også betyder, at råderummet for fejltrin er meget større end vi ofte tror.

God nok er det nye perfekt

Når jeg taler om den gode nok mor, er det derfor ikke en trøstefortælling til nybagte mødre – det er et ideal. Det var som kendt børnelægen og psykiateren Donald Winnicott som udviklede begrebet om den gode nok mor, og selv om teorien hele tiden udvikler sig, er essensen stadig lige så sand: de fleste mødre (og fædre) er altså gode nok, og bruger enorme mængder energi på at bekymre sig unødig om egen rolle. Dit barn har nemlig brug for akkurat dig. Det er ikke babysvømning, økologisk hjemmelavet mad, den korrekte vogn eller perfekte slynge der udgør fundamentet af dit barns udvikling. Det er dig (og din partners) (og verdens) tilstedeværelse, og når vi slipper paraderne, ved de fleste af os intuitivt hvad vores barn har brug for når det kommer til de grundlæggende behov. Selvfølgelig er man i tvivl, om hvad der er godt nok. Selvfølgelig kan man savne en manual når man står med sit lille, spæde individ for første gang, men den (u)lykkelige sandhed er, at I skal finde ud af det sammen, og at det er helt okay, at fumle lidt på vejen. Det er forventelig og ønskeligt, at vejen ikke er en ret linje og at følelserne ikke har guldstøv omkring sig. Det betyder ikke, at man ikke skal søge hjælp – men det betyder, at man skal sænke skuldrene og acceptere, at det er helt i orden, at være i tvivl og række en hånd ud til verden.

Når jeg træder ved siden af min idé om den perfekte mor, øver jeg mig på, at fortælle mig selv at det er helt ufarligt. Ikke mindst forsøger jeg at løfte min finger mod den perfekte mor og sige: ”f*** dig, jeg er i verden med hele mig, og er stolt af det.” Jeg kan kun anbefale, at give det en chance.


Indlægget er skrevet af psykolog Amalie Vatne Brean

Amalie besøger Barselshuset d. 10. januar, hvor hun med samtalesalonen ”Fri fra forventningspres” inviterer til refleksion omkring det forventningspres som hviler på os som forældre i dag. Læs mere og tilmeld dig i vores eventkalender.