Når livet tager en uventet og uforudsigelig drejning

lise 1.png

Teksten er skrevet af Lise Dres, forfatter til digtsamlingen ”Det Første År” som handler om at være tæt på at miste et barn og det svære vilkår at få et barn med et handicap.

Jeg hedder Lise Dres og er sanger, sangskriver og nu også digter… Jeg er mor til Ronja på 7 år og Ida på snart 4 år. Min mindste datter Ida kom til verden på Skejby Hospital i Århus, både graviditeten og fødslen var ukompliceret. Fødslen var hurtig, fra vandet gik til Ida blev født gik der i alt 40 min. Ud kom den dejligste lille mørkhårede trold. Ida kom direkte op til mig og fik 9 ud af 10 i apgar score. Så ingen kunne have forudset hvilken drejning vores liv pludselig ville tage.

D. 14. december 2014 kl. 20.14 kom min datter Ida Dres Rosenstjerne til verden. Da Ida var ti minutter gammel stoppede hun pludselig med at trække vejret. Alt i min verden gik i stå. I fem kvarter kom der flere og flere læger ind på fødestuen. De gjorde alt hvad der stod i deres magt for at få Ida til at vende tilbage til livet, men de meddelte os at de ikke var sikre på at Ida ville overleve, vi blev tilbudt at få hende døbt. Jeg husker mest at jeg sad på fødebriksen og tænkte ”og nu siger de hun er okay”, men det gjorde de ikke.

Hun blev overført til børneintensiv. Jeg sprang af fødebriksen og var taknemlig for at jeg efter denne fødsel var i stand til at rejse mig op og løbe over til hende. Hele natten stod vi ved hendes side, fortalte hende at hun skulle kæmpe videre og at vi var hos hende. Aldrig har jeg oplevet hvert sekund være så vigtigt og uendeligt langt. Hvert øjeblik kunne være det sidste vi havde med hende.

Det var vildt at ankomme til børneintensiv, en verden af maskiner, slanger og mennesker mødte os. Jeg måtte overlade alt ansvar for min datters overlevelse og ligge det i de dygtige lægers hænder. Her var kys, knus og kærlighed ikke nok. Ida blev lagt i koma i håb om at hun kunne blive stærk nok til at vende tilbage til livet. Hun var så skrøbelig at vi ikke måtte tage hende op.

De næste mange uger svævede Ida mellem liv og død, hen over både jul og nytår. Jeg sad ved hendes side dag og nat og i de sene nattetimer på hospitalet begyndte jeg at skrive digte i mørket på min mobil. Det blev et frirum til at sætte ord på alt det meningsløse, smukke og voldsomme.

lise 3.png

Time for time går tiden i stå

Vi venter, håber og beder

At vi må beholde dig lidt endnu

Og mærke den varme du spreder

En lille gravsten passerer forbi

Bag mine lukkede øjne

Jeg mærker angstens skrig i mit bryst

Og åbner igen mine øjne


Efter 2,5 mdr. på børneintensiv kom vi endelig hjem. Det var overvældende at vende tilbage til hverdagen og jeg fortsatte i meget lang tid med at tjekke om hun nu også trak vejret. Da Ida var fem måneder fik vi at vide, at hun er født med en sjælden og alvorlig genfejl. Det var endnu et stort chok og en forklaring der tog tid at forstå og acceptere.

I dag er Ida en lille pige på snart fire år. Hun leger, griner og kan gå. Det er mere end nogen havde turdet håbe på. Hvert lille skridt kræver uendelig mange gentagelser, men hun udvikler sig langsomt - helt i sit eget tempo.

Jeg vil altid opleve hvert lille skridt som et sandt mirakel og når jeg vælger det, er livet med Ida en gave til at leve i nuet.

/ Lise Dres

Fredag d. 23. november besøger Lise Dres sammen med forfatter Sarah Roued Thomsen Barselshuset i Århus. Her vil de læse op af deres bøger, som på hver deres måde fortæller historien om: ”Når et barn kommer til verden”. Eventet er gratis for medlemmer af Barselshuset og koster 50 kr. for andre. Læs mere HER.

Følg Lise Dres på www.facebook.com/lisedres og www.instagram.com/lisedres