Nyfødt mikrokosmos

Teksten er skrevet af Tine Skovmøller og er et uddrag fra hendes bog “MOR”, som er hendes personlige beretning om at blive mor og det kaos og den angst der fulgte med. Vi glæder os til at få besøg af Tine torsdag d. 1. november i Barselshuset Aarhus til en samtalesalon om at blive mor.


 Tine Skovmøller, privat foto.

Tine Skovmøller, privat foto.

Efter fire dage på hospitalet, hvor vi vænner os til størrelsen på vores lille nye hårbold, hans lyde og hans eksistens, er vi tilbage i lejligheden. Og manden er tilbage i sit firma. Barnet og jeg får vores egen hverdag med mange timers amning i sofaen, formiddagslure, bleskift, tøjvask, vandreture på stuegulvet, smil, kys og kram. Jeg elsker ham. Dybt og inderligt. Det kan jeg mærke i hele kroppen. Han er smuk med sin vilde, mørke paryk og blå øjne. Han er nem og sover godt, og han er mild.

Den kommunale invitation til mødregruppe kommer efter en måned. Den har jeg ventet på, for mine venner i nærheden har ikke børn, og jeg glæder mig til at være sammen med kvinder, der forhåbentlig ikke som default snakker om job og karriere. De andre mødre er en samling søde og forskellige kvinder. En af dem er lægestuderende og har (som jeg) allerede nu svært ved at skjule, at hun keder sig lidt. Hun mangler også den daglige fordybelse. En anden kvinde har haft en barsk opvækst, og hendes lille søn er født for tidligt, så hun driver af fin, øm kærlighed til sit nyfødte barn. Den tredje kvinde fødte på halvanden time – "som at smutte en mandel" – og er allerede i gang med babysvømning og ved at arrangere tre uger i Thailand. Kvinde nummer fire er så helt naturlig og uanfægtet af det lille nye liv, at det virker, som om barnet er et mangeårigt vedhæng til hendes hverdag. Og den sidste kvinde i mødregruppen har sin søn snurret ind i en slynge, tæt ind til sin krop, hvor han ligger iført sin stofble de første mange gange, vi er sammen.

Seks kvinder, alle førstegangsfødende, i umiddelbart samme situation. Men vi oplever den helt forskelligt. Det giver heldigvis gode samtaler om bleer, amning, soverytmer og brystbetændelse. Jeg er glad for at kunne dele mine tanker med dem, og det er betryggende at kunne sammenligne barnet med fem andre unger, så jeg får vished om, at vægt, bevægelser, tilknytning og alt det andet er inden for skiven.

Men det er også farligt. Mødregruppen er det første mikrokosmos, hvor jeg forholder mig til min nye rolle som mor. Jeg kigger på de andre kvinder i gruppen og på mødre på gaden, der skubber barnevogne rundt i byen. De ser alle ud som om, de er helt fuldendte. Skidt med, at de ikke får sovet. Det er så hyggeligt at gå hjemme med lillemusen og følge udviklingen. Det er så skønt ikke at skulle på arbejde.

Men jeg er slet ikke dér. Barnet er ikke nok for mig. Det havde jeg egentlig troet, at han ville være. Men jeg er ikke foldet ud som den rette version af mig, som mange kvinder uopfordret giver udtryk for at opleve. Tværtimod føler jeg mig foldet ind. Jeg tager mig af ham, elsker ham, holder ham og holder ham ud. Også når han græder, ikke kan sove, når han kaster op. Det hele. Men jeg kan ikke kende mig selv i de tanker, følelser og aktiviteter, der fylder mig og mine dage. Og jeg bryder mig hverken om dem eller om mig. Jeg trives dårligt med den manglende, afbrudte søvn, og jeg er trist over ikke at kunne gøre andet med min dag end at være mor. Jeg er for udmattet til at læse avisen og for træt til at tænke og skrive to, sammenhængende tanker.

Men mest af alt er jeg skuffet over mig selv. Skuffet over at have fået så skønt og nemt et barn og ikke være taknemmelig, når nu andres børn bliver født faretruende tidligt eller med opslidende kolik. Skuffet over, at jeg ikke hygger mig med at gå hjemme med ham, få hans første smil, kysse ham og i det hele taget slappe af med ham, når manden er nødt til at arbejde for at holde sit firma i gang. Skuffet over, at jeg ikke bare kan VÆRE i det. Være hans mor – og ikke andet. Et øjeblik.

Udefra ser jeg sikkert helt normal ud, men indeni skrider alt. Mine følelser matcher ikke den nye situation, jeg har bragt mig selv i. Jeg lukker ned for dem, for de hjælper mig på ingen måde nu. Men der kommer ikke andre følelser i stedet. Noget i mig er sat i bevægelse, og jeg føler mig ude af stand til at give barnet det gode fra mit indre, som plejer at være der. Og det gør alt for ondt at sætte ord på. Manden er bekymret, og vi bliver enige om, at jeg skal begynde at arbejde igen. Da barnet er seks måneder starter han i vuggestue – og elsker det. Og pædagogerne elsker ham. Han kravler rundt fra rum til rum og pludrer med alle. Tillidsfuld og allerede i gang med verden. Jeg starter på job, ikke af hensyn til karrieren eller efter pres fra chefen. Jeg starter, fordi jeg har brug for det. For at være mig. For at være mor.

Da jeg fortæller kvinderne i mødregruppen, at barnet er startet i institution, får jeg at vide, at det er synd for ham. Det er ikke det rigtige at gøre, kan jeg forstå. Jeg udfordrer barnets sundhed. Men jeg fornemmer, at jeg især udfordrer kvinderne i mødregruppen. Jeg har ret til et helt års barsel, og når jeg ikke udnytter det, sætter jeg spørgsmålstegn ved deres beslutning. Jeg er illoyal over for gruppens fælles projekt.

Men jeg er loyal over for mig selv og over for manden. Og min mor ringer heldigvis fra virkeligheden: "Han går altså ikke i stykker af at være sammen med andre end dig", trøster hun. "Jeg startede på arbejde igen, da du var seks uger gammel, og det er da gået meget godt, er det ik’?".

Jo, indtil videre.


Tine Skovmøller MOR.jpg

Teksten er skrevet af Tine Skovmøller og er et uddrag fra hendes bog “MOR”, som er hendes personlige beretning om at blive mor og det kaos og den angst der fulgte med. 

Vi glæder os til at få besøg af Tine torsdag d. 1. november kl. 10.30-12 i Barselshuset til en samtalesalon om at blive mor. Tine dykker ned i de svære følelserne og sætter ord på skammen, på sammenbrud, på manglende sex og på tvivlen om hvorvidt man elsker sit barn. Hun tager også livtag med de mange normer, der klemmer: Flere børn eller et barn? Hvornår starter barnet i institution osv? 

Samtalesalonen er gratis for medlemmer i Barselshuset og koster 30 kr. for andre. Tilmeld dig vi FO.dk